Webshop / Butikken er til salg

Butikken er til salg

Bogogkram
Multifunktionsbutik med et utal af muligheder sælges.
Langå Boghandel er etableret i 1936 og sidenhen blevet til Bogogkram.dk med samme indehaver i de sidste 26 år. På grund af svigtende helbred, er det nu tid til at give stafetten videre. Det har været utrolig spændende at drive forretningen igennem årene og det er jeg overbevist om, at det vil fortsætte.
Den butik, som du nu eventuel overtager, er veldrevet og i god drift og der er en stabil kundekreds fra nær og fjern.
Vi har et slogan, som vi er kendte for af vores kunder: ”Hvad vi ikke har, det skaffer vi”.
Forretningen er kendt for sin udstrakte gode kundeservice med en høj social profil.

Tips, Lotto og Vare, - og Landbrugslotteriet udgør sammen med indtægterne fra PostNord en solid hjørnesten i forretningen.

Idegrundlag/Forretningsstrategi.
Vores forretningsstrategi er, at det skal være spændende at gå på arbejde. Samspillet imellem kollegaer og kunder – kunder der går tilfreds ud af døren med en købsoplevelse og glade for de varer de lige har købt. Vi skaffer som udgangspunkt alt det, som de spørger om.

Kundeunderlag.
Vore kunder kommer fra nær og fjern, er tyk og tynd, rig og fattig – vi er alles butik. På erhvervsfronten kan vi nævne håndværksmestre, læger, tandlæger, vandværker, varmeværker, ingeniører, fabrikker, autoværksteder, sparekasser revisorer, internetkunder og private. 6% af kunderne køber på konto – resten kontant.

Masser af kundestrøm
Der er masser af trafik i forretningen og i 2018 er der registreret 11.000 ekspeditioner i posten og 34337 i forretningen i alt 45337 potentielle kunder, som kan udnyttes til, at få solgt endnu flere varer, blot ved at målrette salgsindsatsen.

Sortimentsliste:
Bøger, papirvarer, legetøj, pasfoto, fotokopiering, posthus, lamineringsservice, varelotteri, tips og lotto, landbrugslotteri, pakkeudlevering, isenkram, maling, el-artikler, støvsugerposer, pærer, nøgle service, ure, batteriskift i ure, chokolade, vin, special øl med mere.

Lejekontrakt/Leasingaftale
Der er i øjeblikket lejet en kopimaskine hos Bjerringbro Kontorforsyning som kan overtages på samme vilkår, som sælger hidtil har haft.

Inventarliste:
3 kasseapparater, 3 integrerede dankortautomater der modtager alle kortarter plus dankort app, Router med switsboks og netværk, IP telefoni med 3 telefoner, 3 PCer til Adm, ordrehåndtering og mailhåndtering, Fotoapparat herunder lamper og fotoprintmaskine, nøglemaskine, overvågning og alarm.

Lejemålet.
er beliggende Bredgade 44, 8870 Langå på 374 m2, hvoraf butiksarealer er 225 m2 resten er udlagt til loft og lager. Der er gode parkeringsmuligheder i baggården for personalet og 6 kundeparkerings pladser foran og overfor butikken – desuden er der en åben carport bag butikken.
Lejemålet kan overtages efter forhandling med udlejer, hvorfor henvendelse skal ske til udlejer.
I den nuværende lejekontrakt har Martin Bay Nielsen ret til fremleje, men det understreges, at jeg helst ser at køber får lavet ny kontrakt med udlejer.

Ejer af ejendommen.
Mygind Wood Holding
Vestergade 77
8370 Hadsten
arne@arnemygind.dk


Personale.
Det er min vurdering, at udover indehaver, som arbejder på fuld tid, er der behov for en fuldtidsansat voksen eller elev. Vi har beholdt Ann-Pia efter endt elevtid, som er rutineret i de fleste opgaver i butikken. Hun er god til at ”nurse” i forretningen, så den står kniv skarpt når kunderne kommer på besøg. Hun har en rolig og vel afbalanceret facon., der gør at hun evner at få solgt nogle varer, ja hun er faktisk en dygtig sælger. Hun er mødestabil og vil gerne fortsætte, hvis det ønskes.
Hvis det ønskes stiller den tidligere ejer sig gerne til rådighed, i en nærmere aftalt periode eller efter behov.

Udviklingspotentiale i forretningen – her kommer nogle eksempler:

Sy, stof, -og garntilbehør
Vi ser en stigende interesse i håndarbejde og det er et oplagt emne at arbejde videre med – stof er en mulighed, som jeg ser en mulighed i.

Minutrabat og Guldkort
Minutrabat og guldkort er et koncept som jeg selv har udviklet og ikke set andre steder. Det gør at forretningen kan tiltrække kunder til Langå fra nær og fjern. Det er en forløber for det næste tiltag, som er tænkt ind i konceptet, nemlig at knytte kunderne tættere til butikken ved at selektere markedsføringen, alt efter hvilken interessegruppe de tilhører. Vores kassesystem kan faktisk håndtere rabatterne via guldkortene så de ikke giver rabat på tips og lotto, frimærker og andre lavprofitprodukter, så som blækpatroner.
Et af forcerne ved guldkortet er netop også, at det er udviklet således, at kunderne er nødsaget til at møde op i forretningen for at få den aftalte rabat.

Sociale medier
Der er et stort udviklingspotentiale i brugen af de sociale medier her tænkes ikke kun på Facebook, Instagram og andre sociale medier, men også den direkte målrettede reklame via nyhedsbreve inden for det interesseområde som de har.

Webshop
Webshoppen har gode udviklingsmuligheder og salget kan øges markant ved annoncering på Google, både i den annoncerede del, såvel som den organiske del – her tænkes specifikt på SEO

Tips og Lotto
Der er en stor mulighed for at øge omsætningen i Tips og Lotto ved at oprette spilleklubber, spillecafe’ og hvis de nye ejere har kontakt til de lokale idrætsforeninger er der gode muligheder.


Vare, -og Landbrugslotteri
De to lotterier har en fremragende god landsdækkende reklame, hvilket gør, at vi formår at fastholde mange af de trofaste spillere år efter år. Der er der store muligheder for at øge salget ved lokal markedsføring og lotterierne har mange gratis markedsføringsprodukter til at understøtte dette. Desuden har vi mulighed for at få andel i en markedsføringspulje til gavn for salget i lokalområdet.

Tv-reklamer i forretningen
Vi har i flere år haft et tv-kørerne med stillbilleder omhandlende nogle af de produkter som ikke er umiddelbart synlige, her tænkes på: batteriskift i ure, pasfoto, trailerudlejning, tæpperenserudlejning, stempler og mange andre budskaber om aktuelle produkter.
Denne type markedsføring kan let optimeres med levende billeder, som også vil virke med stor effekt på de sociale medier.

Hobbyartikler
Vi oplever en stigende forespørgsel af hobbyartikler af alle mulige kategorier og har valgt, af pladshensyn, at satse mest på tegn og mal i flere prissegmenter for at tilgodese både amatører og semiprofessionelle artister.

Eksponering på postpakkerne.
Der er stor markedsføringsværdi ved at fremstille etiketter til at påsætte de pakker som kunderne kommer og henter fra PostNord. Vi har afprøvet det i længere tid med skiftende reklamebudskaber og det virker.

Cykler og cykeltilbehør.
Den lokale cykelhandel er lige lukket, så her er der en stor mulighed for at tage over hvor han slap. Kunderne i Langå har fortsat et behov for at få serviceret deres cykel med nye dæk, lapninger og justeringer.
Vi kan få en faguddannet cykelsmed til at komme en eller to gange om ugen i huset for at reparere og gøre nye cykler klar.

Spillehal
Vi har været rigtig langt i planlægningen af en spillehal i baglokalet og spilmyndigheden har været ude på adressen og godkendt lokalerne og jeg havde sendt en an anmodning om at blive godkendt som spilbestyrer, men fravalgte det. Der var lavet en aftale om, at firmaet ville levere spilleautomater, vekselautomater og inventar til spillehallen, helt uden beregning – blot mod at få 50% af overskuddet, som den genererede.
Selv om der er en spillehal i Langå er der et gæt på, at det kan generere en indtjening på 100.000 pr. år efter spillefirmaets udsagn.

DAO – pakkeudlevering
Har man tid, vil det være mange kunders ønske, at få DAO pakkeudlevering tilbage til Langå – det er der mange der har savnet.

Ny indehaver med lokalforankring vil være et stort plus.
Den nuværende ejer har pendlet til Langå og ikke deltaget i, den lokale forenings -og kulturliv i det daglige. Derfor vil det være en stor gevinst, hvis den nye indehaver er lokalforankret og med interesse i lokalsamfundet – det vil få flere til at vælge butikken.

Seneste nyt! - Nu også kopiering af nøgler
Den 25.03.2019 har forretningen tilkøbt nøgleservice til kopiering af de fleste nøgletyper og forventer en indtjening på kr. 50.000 hvilket var sidste års indtjening ifølge udsagn fra den tidligere ejer i Langå. Han mener, at indtjeningen sagtens kan øges, da Bogogkram.dk, har langt større kundestrøm, ligesom han stort set ikke har markedsført produktet.

Der er rigtig mange muligheder – kun fantasien sætter grænsen.
Nøgletal fremsendes gerne - skriv til Bogogkram@gmail.com
Følg os  på
Facebook
Facebook knap
 
 
 
Kør til Langå og
spar mange penge!
Minutrabat
Klik på billedet og
se hvordan
Bog og Kram.dk | CVR: 16564931 | Bredgade 44, 8870 Langå  | Tlf.: 86 46 15 36 | bogmartin@bogogkram.dk